For nyligt blev jeg mindet om en oplevelse. En lidt speciel oplevelse, som man måske enten elsker eller hader, og så alligevel... jeg befinder mig i grænselandet... Elsker gør jeg HELT sikkert
ikke, men hader? Nej, jeg hader heller ikke....
Lagersalg.
Lagersalg for et firma jeg som helt ny (øko-uld-) mor, endnu ikke var stødt på.
Et ud af mange som laver ting til børn, eller rettere ting til voksne, købeglade forbrugere på børns vegne.
En ny bekendt, esbjergenser og mor til to, havde tilbudt mig et lift.
Så spændt og med penge på lommen ankommer vi til et, for mig, helt ukendt sted i Esbjerg
Vejret er dansk, overskyet, gråt, småkoldt og støvregn...
Vi venter i kø, for enden er der er sat et reb op, ligesom ved indgangen til en forlystelse i Tivoli. Stemningen er god, der småsludres med sidemanden, eller kvinden, for mænd er der ikke mange af.
Jeg husker at tænke om de mænd der er mødt op, at de er taget med for at "holde lidt igen", for at sikre at konerne ikke bruger for mange penge.
Klokken slår åbningstid, rebet bliver fjernet, og så kommer lyden...
Lyden af en kalkunfarm på speed.
Og den kommer fra alle de mange fremmødte kvinder, som med en teknik der minder om en spøjs blanding mellem kapgang og sprint, vælter ind i hallen.
Jeg står et øjeblik som lammet og skynder mig at sætte farten op for ikke at blive løbet over bagfra. Jeg bliver lidt grebet af stemningen og påbegynder en halvhjertet lunten, men opgiver det hurtigt, træder til side og går stille og roligt ind sammen med mændene.
Mændene som ikke er med for at holde igen, men for at holde vagt!
De tager tålmodigt stilling ved sidelinien, som trætte, tålmodige fædre til U7-håndbold. Og der står de klar til at gribe favnfuld efter favnfuld af legesager, bamser, gulvtæpper, spil, møbler, fingerdukker, puslepuder, små barnevognstæpper og alverdens børne-hejs de lagersalgsvandte kvinderne kommer løbende med.
Efter ca 20 minutter er hallen nærmest tom.
Lyden har lagt sig og er nu mere som en let summen.
Jeg havde udset mig et puslespil, og jeg nåede at få et. havde telefonen fremme og tastet en venindes nummer, for at spørge om hun evt. kunne være interesseret i et, men inden jeg var halvt igennem hendes nummer, var de væk. Derefter kunne jeg i ro og fred gå rundt og shoppe i de bunker af ting som der åbenbart ikke var stor interesse for, deriblandt et rigtig fint gult uld striktæppe.
Med tæppe og puslespil under armen var jeg på vej hen til en ny kø, køen ud.
Langs med denne kø var der opstillet borde med tomme kasser.
Kasser til alle de favnfulde af ting, de mange ivrige shoppere nu havde haft tid til at kigge på, og besluttet sig for ikke at købe. Ting som da vi kom ind, var sorteret og stod pænt samlet, lå nu rodet sammen i store bunker, mest ved siden af kasserne.
Mit lift havde hjemmefra udtænkt sig en helt bestemt ting, som hun desværre ikke havde nået at få, men hun gik bestemt ikke tomhændet derfra.
Selv spottede jeg i sidste øjeblik et par kasserede puslespil, snuppede dem også, betalte og åndede ud.
