Nr. 66 Et gammelt indlæg... fra en gammel blog....

Noget om at tænke grimt.... om andre...

Vi er lige flyttet i en lejlighed i Esbjerg. 

Vi har fælles baggård med en masse andre lejere.... Deriblandt en enlig mor til 3.

Da jeg så hendes "Nihola-cykel", tænkte jeg: Hun er sikkert rigtig sød...

Nogle dage senere, da jeg vaskede op, kunne jeg se hende gennem køkkenvinduet... Hun gik rundt nede i haven, 

og jeg tænkte: Ååh hvor fedt, hun er også havemenneske!!

Og jeg var sikker på at hun måtte være virkelig skøn.

Så sker der det, at hun en eftermiddag er ved at pakke alle sine dejlige unger på børnecykler og i Nihola-cyklens lad.

Jeg kigger glad ud af vinduet...
Og så ser jeg det!

Hun tænder en cigaret!!!

Min tanke er ;"Flot så står du der med dine børn og din fine cykel OG RYGER! Føj det er klamt!"

Hov, Hvad var det?!

Først var hun sød og rar og sikkert en rigtig god og omsorgsfuld mor! 

Men så tændte hun en "cigaret"

OG hvornår er jeg begyndt at sige "Cigaret"?

Da jeg selv røg, hed det smøger.

Nu er jeg holdt, og så hedder det åbenbart cigaretter...?

Hvorfor er det lige at jeg dømmer hende på en enkelt cigaret, som hun oven i købet ryger udenfor...

Hmmmm…….

Jeg har taget mig selv i at synes nogle børnefamilier ser noget så søde ud og hyggelige ud, og så et sekund efter dømme dem, fordi børnene spiser mælkesnitter.

Jeg har i svømmehallens omklædning tænkt om en tilfældig anden anden kvinde: 

"De er nok sådan nogle der ser skod-tv og spiser færdig-retter i en nusset sofa.... Børnene sidder sikkert alene på værelset og spiser ftalater....Og de har garanteret også en uopdragen, klam og ildelugtende hund. Alt sammen baseret på hun har en rose tatoveret på skulderen, og mærker efter solarie.

Jeg tænker næsten det samme om forældre der gør karriere og arbejder meget.... Der tænker jeg bare: Færdigret = sushi,  rengøring = personale,  hund = perfume-duftende, sofa = design...

HVORNÅR FA.... BLEV JEG SÅ SÅDAN?......

Hvem er så mest rigtig?

Hvilken familie er lykkeligst?

Hvem siger at det står sådan til... Bare fordi de tager sol, arbejder meget, eller ryger?

Hvis jeg derimod ser en kvinde med røde kinder, sunde fodformede sko, iført en hør-kjole, komme gående med sin, beskidte-på-den-friske-måde, dreng i den ene hånd, en pose grøntsager under armen og et barn i en slynge, så går jeg automatisk ud fra at hun er et godt menneske, hvis børn er søde små parfumefri øko-engle der spiser rå rødbeder, som ikke rigtig ser tv, fordi de hellere vil hjælpe deres mor med at skrælle jordskokker. 

De har måske en hund der hopper lidt op... og det kan da også være den lugter en lille smule, men skidt med det, det gør hunde jo :-)

Jeg er vokset op i en familie med hunde, i flertal, og de lugtede af hund... som hunde gør.

Min søster og jeg stod tidligt op i weekenden mens mine forældre sov, så underholdt vi os selv foran fjerneren med Bjergkøbing grandprix på Betamax.

Når vi skulle på ferie var det camping, hvilket dengang ikke var moderne.

Jeg har proppet mig med tyggegummi på tube, e-numre af den ene og den anden slags. Masser af sukker og knaldrød spegepølse.

Jeg har haft ca. 15-17 barbiedukker og en hel masse andet plastik-legetøj.

Jeg kan umiddelbart ikke huske at mine forældre har leget særlig meget med mig.
Ud over et spil Ludo i fortæltet når det virkelige regnede på ferien.

Deltagelse i skolen, var begrænset til skolefest og forårskoncert.

Derudover en enkelt gymnastikopvisning, men ellers var de ikke særlig deltagende. 

Vi fik lov til at lege selv, uden opsyn...

Og min far ryger!

Er det så min egen barndom jeg fordømmer?

Prøver jeg at overgå mine forældre?

Prøver jeg at hævde mig selv, ved at tænke dårligt om andre? Nej, det synes jeg egentlig ikke.

Er jeg så bare blevet skide fordomsfuld.

JA. Det er jeg! 

Jeg er skide fordomsfuld! 

Og jeg skammer mig over det!

Hvorfor skælder jeg ud på andre når de siger, "Helse-Else", "klid-søster" eller "Steiner-agtig"?

Hvorfor bliver jeg rasende når jeg hører en fordomsfuld udtalelse om udlændinge?

Kan jeg egentlig tillade mig det når jeg selv er fuld af fordomme?

Og hvor kommer de fordomme fra?

For mig er det en blanding...

En blanding af lavt selvværd og mode.

Det er moderne at have overskud.

Og HOLD DA OP alle de krav mødre stiller til sig selv kræver overskud!

Sidste sommer skulle man slæbe sofaer ud og ind af huset, fordi det viste at man har overskud!

Hvor kom det nu fra? Er det i virkeligheden ikke dumt at slæbe en sofa ud i haven, når det er ligeså hyggeligt at sidde på et tæppe?

Jo, sikkert! 

Men jeg indrømmer gerne, at jeg ville ønske jeg havde en have og en sofa jeg kunne slæbe derud!

Så kunne jeg sidde der med min lille søn i hjemmesyet økologisk hør tøj under et solsejl og spise sunde rugkiks, mens han fik lov til at lave marmelade med fingrene.

Og hvorfor så det?

Ærligt?

Fordi jeg er en snob.

En skide snob, som bilder sig selv ind at være mere "rigtig" sådan og dermed knap så usikker.
Hvis jeg bager selv, deltager i alle mulige arrangementer, spiller musik, går til svømning, syr, sætter møbler i stand, anlægger køkkenhave og cykler på ethjulet cykel imens, så er jeg bare så rigtig!

Men er jeg det?

Bliver min dreng et lykkeligt, helt menneske hvis jeg bager alle bollerne selv, laver ALT mad fra bunden.

Lader ham lege med en kønsløs dukke skåret ud af træ?? I stedet for en fin lilla teletubbie, som kan vaskes på 60 grader, når han har smurt den ind i mælkesnitte?

Hvis jeg lever op til alle de krav jeg stiller mig selv, holder min hund så op med at lugte?

Jeg tror det faktisk ikke.

Og lige meget hvad, vil jeg elske min søn akkurat lige så højt som jeg plejer! 

Uanset hvordan vi lever vores liv.

Men er jeg i stand til at vise ham det, hvis jeg ikke elsker mig selv?

Hvis jeg ikke lever op til alle de krav jeg stiller til mig selv? kan jeg så elske mig selv? Og har jeg så overskud til min søn?

Mister jeg i virkeligheden tid? Tid som jeg kunne bruge på svingture, kys og leg i stedet for at løbe rundt og stille mig selv tilfreds?

For er det ikke det jeg gør?

Det tror jeg desværre jeg gør.

Jeg har travlt med at vise overskud, for det er det vi skal!
Det er tidens trend, det er moderne.
 Og jeg vil være som de andre, passe ind, være helt rigtig...

I 50-erne var det moderne at ryge cigaretter... hele tiden... også under graviditeten og mens man ammede.... Nu har man fundet ud af at det ikke er så smart.

Forleden talte jeg med min nabo, som ryger... Cigaretter...


 Og hun er faktisk helt utrolig sød!'

Så må vi bare håbe hun ikke smider tøjet til sommer og viser en tattoo af en rose, mens hun propper sig med mælkesnitter, i en plastikstol i haven ;-)